|
|
Keeshond den dejligste hunderace vi kan forestille os.
Det hele startede tilbage i starten af 80’erne. Vi (Bjarne og Lene) var enige om at få hund, når vi mente vores søn (Morten) var gammel nok.
Valg af race var egentlig ikke svært, Bjarne havde mødt Herdis Olsen med hendes dejlige tæve ’Gavimir Opossum’ – kaldet Flikje, på nogle vandreture og han var solgt. Vi mødte op til nogle gåture, og da det endelig lykkedes at møde Herdis og Flikje, så var hele familien enige om at det skulle vare en lille keeshvalp der skulle flytte ind hos os, når tiden kom.
Vi ville ’bare’ have en helt almindelig familiehund, ikke noget med udstillinger eller lydighed på højt plan. Selvfølgelige skulle vores hvalp til hvalpemotivation og lære at begå sig sammen med andre hunde.
Flikje fik hvalpe den 17. maj 1985,
vi ville gerne købe en tæve men desværre var de alle solgt. Det tog
ikke mange øjeblikke før vi besluttede at en hanhvalp da også kunne
bruges – og sådan blev det. Da hvalpene var 8 uger flyttede Flikje’s
Wenkje ind hos os. Nej hvor var han dejlig.
Herdis ville meget gerne hvis vi udstillede Wenkje en enkelt gang som babyhvalp, sammen med alle de andre i kuldet og så måske også en gang som voksen. Det lovede vi – nødtvunget.
Efter Wenkje havde boet hos os en lille måned, flyttede hans kuldbror Wakje også ind. Herdis var fortsat ejer af Wakje, og forbeholdt sig ret til at udstille ham. Det var en rigtig dejlig tid. Disse 2 brødre havde rigtig meget glæde af hinanden, og alle som så dem var bare så begejstret for disse 2 uldtotter.
Så kom dagen for vores første
udstilling. Herdis havde fået samlet alle 6 hvalpe og både mor og far
deltog også. En skøn dag, og slet ikke som vi havde forestillet os. Vi
troede at udstillinger var sådan noget med bure, parfume, papillotter
og puder – heldigvis viste det sig at vores hunde kunne være hos os
hele dagen, og den eneste forberedelse de skulle igennem var børstning
– og ja, det skal de jo alligevel en gang om ugen.
Wenkje blev racens bedste babyhvalp og Wakje fik også særdeles lovende, så det var ikke svært for Herdis at lokke os med på et sommerskue….. Også her gik det godt, der var det Wakje som blev racens bedste babyhvalp og Wenkje fik også særdeles lovende.
Derefter gik det slag i slag. På juleudstillingen i 1985 skulle Wenkje og Wakje af sted sammen med deres storesøster Zuurtje og deres mor. De kunne lige være i bilen. Det er Wenkje som sidder til venstre og Wakje som sidder til højre.
Det skulle senere vise sig at disse 4 hunde fik rigtig mange køreture både i Danmark og udlandet. Et af de bedste billeder vi har af de 4, har OBC taget. Når i kigger på dem kan i fra venstre se Flikje's Zuurtje, Wenkje, Wakje og Flikje.
Vi deltog i alle danske udstillinger gennem flere år. Da Wenkje og Wakje blev 9 måneder forsøgte vi os med parklasse – og ja, det gik simpelthen så godt, at vi blev ved og ved. Det første år, var det ingen af dem som kunne klare sig individuelt, men i parklassen kunne ikke mange slå dem.
Den 24. Maj 1986 fik Wakje sit første Certifikat af Jan Åkerman. Derefter skulle der gå næsten et helt år inden han fik sit andet certifikat. Den 10. Maj 1987 fik han nr. 2 af Anders Cederstrøm, Sverige. Nogen syntes Wakje kom for nemt til specielt sit andet certifikat, men jeg skal love for han tog revanche da han fik sit tredje og afgørende certifikat den 14. Juni 1987 af Ralf D. Cambell, Norge. Den dag blev han BIR2 kun slået af hans bror Wenkje.
Den 12. oktober 1986 var dagen hvor Wenkje fik sit første CK – danske certifikat + BIR1. Det var Marlo Hjernquist fra Sverige som var dommer. Vi var meget stolte af vores hund. Allerede den 11. november 1986 fik han sit næste danske certifikat – denne gang af Rainer Vourinen fra Finland. Det sidste certifikat fik Wenkje 8. marts 1987 af Peter Petersen.
Men det Wenkje og Wakje var allerbedst til, var at være familiehunde. Deres foretrukne plads i stuen var på ryglænet af vores sofaer. Her et eksempel fra julen 1987.
Det hele startede med en vandretur tilbage i starten af 80'erne, og i 1988 var Flikje medalje motiv, så der måtte alle keesvennerne på tur. Som i kan se var også en af racens gamle hunde med. Nete og Gorm havde deres ældste med i klapvogn, hun kunne nemlig ikke tåle den lange gåtur men nød umådelig meget at være med på denne måde.
Vi begyndte at rejse til udlandet, og
fik også rigtig mange hundevenner der. Herdis havde næsten altid både
Flikje og Zuurtje med og vi havde altid både Wenkje og Wakje med. Den
første udstilling var helt speciel. Det var i Kiel. Dengang var det
ikke normalt at tyskerne klargjorde deres hunde inden udstilling og
specielt hannerne kunne være noget store og temperamentsfulde. Wenkje
var en lille hanhund (47 cm) og Wakje var lidt mindre (45 cm). Det var
tydeligt at se at de tyske udstillere tænkte, sikke nogle små hanner.
MEN – de var både børstede og kunne gå i snor ! og de så også bare
rigtig godt ud ! Wenkje fik CACIB’et og Wakje reserve CACIB’et. De
tyske udstillere var overraskede, men syntes det var OK. Nogle af
ringpersonalerne forsøgte med en masse urent trav, de forsøgte at
stille sig mellem dommer og vores hunde – snakke til os, og ja, ikke
nogen fin opførsel. Dommeren Ingrid de Lasberg, lod sig heldigvis ikke
distrahere, dog var det umuligt for Zuurtje og Flikje at få en reel
bedømmelse.
I Holland mødte vi familien De Wolf. De har kennelen Barsewolfhaag. Herdis skulle have en tævehvalp fra deres kennel – Gebakje. Da vi var nede for at hente hende, var vi også ude af gå en dejlig tur med de voksne hunde. Jeg havde Wenkje, Abel og Wakje i samme snor. Det var sjovt at se hvordan 3 voksne hanner i den grad kunne undgå at se hinanden.
Efterhånden som vores hanner blev mere og mere kendt, kom der også parringstilbud. Nogle var mere seriøse end andre. En gang var der en som mente vi lige kunne holde ind på en resteplads i Tyskland på vej hjem fra Dortmund. Nu Wenkje var blevet Bundessieger og bedst i racen. Andre igen, mente det med HD, epilepsi og andre sygdomme kunne være ligegyldigt. Så den første tæve som vi syntes både var sund og rask var Grove Nørregård’s Alexis der var eget af Else Marie Glud. Det var i efteråret 1988 at en meget blid Else Marie kom hen og spurgte om Wenkje evt. kunne blive far til Alexis’s hvalpe ? Det var OK, og resultatet blev 3 dejlige hvalpe
Grove Nørregaard's Boysen, Biscaya og Bongo
Hvis du vil læse mere om hvilke kuld vores hunde har været far til, så kig på siden ’Resultater’ her vil de være nævnt alle sammen.
I marts 1989 flyttede Grove Nørregård’s Bongo ind sammen med sin far Wenkje og onkel Wakje. Det var dejligt med en hvalp i huset. Vores søn Morten havde fået lov til at vise Bongo frem på udstillingerne. Det gik vældig fint.
Mens
Bongo og Gebakje var unghunde, tog hele familien – Flikje,
Zuurtje, Gebakje, Wenkje, Wakje, Bongo, Herdis, Morten, Bjarne og Lene
til Østrig. Der skulle holdes en stor udstilling for Keeshond, og
familien Schweikl som arrangerede udstillingen ville gerne have så
mange typer med som overhovedet muligt. Vi havde taget nogle dage fri,
og ville nyde den Østrigske natur, hvilket vi også gjorde til fulde.
Selve udstillingen vil vi forbigå i næsten tavshed, aldrig havde vi
deltaget i så korrupt en udstilling som den. Alle præmieringer blev
givet til familiens egne hunde eller opdræt. 2 episoder skal dog
nævnes. Først var Wenkje og Wakje i parklasse – de tabte til :
Vi har ikke gjort os umage med at
tage et billede hvor de ikke gik samme vej, det var nemlig ikke et
tidspunkt hvor det lykkedes ejeres at få dem i samme retning. Og selve
Keestypen, ja hvis det var dommeres ideal, så var vi glade for vores
hunde ikke blev placeret.
Den allersidste konkurrence den dag
var alvsklasse. Den skulle bestå af et avlsdyr med minimum 3. afkom.
Herdis gik i ringen med Flikje i den ene hånd og Zuurtje, Wenkje og Wakje i den anden hånd. Arrangørerne stillede 3-4 klasser med Keeshond og en med Japansk Spids. De stod alle ’hulter til bulter’ hver hund med sin ejer. Dommer og ringpersonale forsøgte at forklare Herdis at det var meningen at hun og hundene skulle bevæge sig frem og tilbage i ringen, så hun måtte forstå at der skulle flere personer til at styre flokken. Herdis lod til at være specielt dum den dag, så hun tog fat i snorene og sagde plads – gik så ned i den anden ende af ringen, sagde kommandoen ’dreje, dreje, dreje’. Den kommando vi brugte i par-klassen så Wenkje og Wakje vidste nøjagtig hvad de skulle, Zuurtje fulgte flot med, og Flikje gik stolt i Herdis venstre hånd – ligesom for at sige ’Har i set mine 3 hvalpe’ ? Både publikum og de andre avlsklasser blev så overraskede over denne flotte fremvisning at klapsalverne ingen ende ville tage. Herdis vandt en meget fortjent avlspokal, ikke noget som faldt i hel god jord hos arrangørerne.
Desværre har vi ikke et billede hvor også Flikje også er med, men her kan du se de 3 stolte søskende.
Det blev julen 89, og Bongo syntes bestemt han skulle ligge under juletræet. Vi var sikre på han kun kunne finde på dette inden træet blev pyntet, men ak
Wakje havde nogle problemer med sin
hud. Dyrlægen tog en hel masse biopsier, men det viste ingen ting. Vi
opserverede at han fik det godt efter hver biopsi udtagning, der fik
han penicillin og det skulle senere vise sig at det var det der hjalp.
Han blev mere og mere medtaget af sin udefinerede sygdom. Og i foråret
1990 blev han pludselig meget svag. Han fik taget en ’startprøve’, som
viste at hans nyre og lever var sat ud. Der var ingen vej udenom, vi
måtte den tunge vej, også selvom han var så ung. Der havde været tale
om at Keeserne kunne få sygdommen kobbertoksikose, og da Wakje’s lever
havde sat ud, var det naturligt at få det undersøgt. I Danmark fik vi
’dommen’ forenelig med kobbertoksikose – dette kunne vi dog ikke
acceptere, enten havde han sygdommen eller også havde han ikke. Vi fik
hentet et lille stykke lever fra det danske laboratorium og fik det
undersøgt hos en kobbertoksikose specialist i Sverige. Denne gang fik
vi svaret – Wakje havde kronisk leverbetændelse som måske kunne være
kureret med en kraftig penicillin kur og altså ikke kobbertoksikose.
Ovenpå tabet af Wakje, var vi dog lidt glade for at han ikke var død af
denne arvelige sygdom.
Bongo blev rigtig sjov at udstille. Han fik 7 danske certifikater før han blev gammel nok til at blive Dansk Champion. Her er han sammen med sin far som BIR1 og BIR2.
Efter nogen tid, forsøgte vi også med Wenkje og Bongo i par-klasse. Det gik vældig fint, det blev dog aldrig det helt samme som med Wenkje og Wakje.
Hvis man som Keesejer kan lide at udstille, så er målet at hunden bliver Dansk champion, Tysk champion og Hollands champion. Det var et mål, som vi ønskede os for Wenkje og Herdis for Zuurtje. En aften forlod Zuurtje, Wenkje, Herdis og Lene hjemmet for at drage den lange vej til Holland for at forsøge at få de sidste certifikater. Der var store problemer med færgen, så vores reservation løb ud og vi kunne kun håbe vi ville nå derned.
Bjarne ringede til vores hollandske venner, og de ville forsøge at få flytte racen til sidst på dagen. Endelig kom vi om bord på færgen. Vi kørte og kørte, der var ikke tid til mange ’tissepauser’ og vi blev også noget trætte. Endelig kom vi frem. Klokke var 8.45 og nu var det springende punkt dels om racen var flyttet dels om vi kunne finde udstillingsområdet. En af vores hollandske pomeranian venner, fik øje på vores bil, og kørte tilbage for at guide os den rette vej. Vi ankom til udstillingsområdet ca. 09.50. Heldigvis var vores race blevet flyttet, så vi kunne slappe lidt af inden vi skulle ind. Vi kom i ringen, og begge hunde blev Hollandske champion den dag, alle de hollandske udstillere var glade på vores vegne, og både Wenkje og Zuurtje var meget stolte og bar deres værdighed flot.
Inden udstillingen var slut, måtte Herdis og Zuurtje tage en lille lur – heldigvis var der ingen som tog billeder af Wenkje og mig – vi lå nemlig nogle timer og sov på græsplænen.
Hjemturen gik fuldstændig uden problemer, som sådan en altid gør når det er gået godt..
Vi havde nogle rigtig gode udstillingsår. Vi kan ikke nævne dem alle, men der er nogle udstillinger som har gjort stort indtryk på os.
Wenkje fik så mange sejre i Tyskland man kunne ønske sig. Den første gang han blev Bundessieger var helt uforglemmelig – tænk at en så lille han kunne slå dem alle og oven i købet blive BIR.
Han blev bl.a. 3 gange Bundessieger, noget der aldrig før er sket for en enkelt hund i vores race. Den største sejr han har haft i Tyskland var den Bundessieger udstilling hvor han vandt ’Nachzuchtgruppen’ og samme dag blev udstillingens bedste veteran.
En nachzuchtgruppe i Tyskland er en gruppe hvor f.eks. Wenkje skal ligge bagved de fremmødte hunde. Vi stillede en gruppe med Danske og Tyske afkom. Der var 2 generationer fra 3 opdrættere. Det var utroligt flot, at der ikke kunne sås tvivl om at Wenkje var i linien.
I slutningen af 93 flyttede Marie Louise Oet Et Laand V. Aleer, også kaldet Luitje ind. Luitje var godt 2 år gammel, og hendes ejere kunne ikke have hende mere. Vi kendte lidt til Luitje, og kunne ikke nænne hvis hun skulle aflives eller ud til nogen vi ikke var absolut sikre på ville behandle hende ordentligt. Vi havde et stort arbejde med at få hende til at fungere normalt. Hun var bange for dørtrin, bøjler og hurtige bevægelser. Der gik nogle måneder før hun ville hilse på gæster, men så gik det også hurtigt fremad.
I 94 måtte Bongo desværre flytte hjemmefra. Wenkje og han kunne ikke mere enes. Det var nok os mennesker der bar den største del af skylden, idet vi ikke havde ladet Wenkje og Wakje opdrage på den lille starut da han kom til huset. Det gik i næsten 5 år, men så gik det heller ikke mere. Bongo flyttede ud til Gitte Evers, som kom til at holde umådelig meget af ham. Vi havde store kvaler med at flytte en så gammel hund, men i løbet af ganske kort tid havde Bongo og Gitte fundet hinanden og kunne slet ikke undvære at være sammen.
Vi fortsatte med at udstillede Luitje og Wenkje både i Danmark og udlandet. I foråret 95, nærmere bestemt natten mellem skærtorsdag og langfredag blev Wenkje syg. Han var meget urolig, og havde svært ved at komme af med vandet. Vi fandt en vagtdyrlæge som kunne konstatere at Wenkje havde urinsten. Der blev tilkaldt en sygeplejerske og Wenkje blev opereret om natten. Han kom sig heldigvis hurtigt, men kom nok egentlig aldrig helt over det. Om efteråret måtte vi desværre tage afsked med denne pragtfulde hund. Det tog meget hårdt på hele familien. For første gang siden 85 havde vi kun en hund – det måtte der gøres noget ved i en fart.
Blade og afstamninger blev studeret og valget faldt på A*starz Novel Magic Man fra USA.
Robbee, da han kom hjem - og Robbee og Luitje på stranden ved vores sommerhus
Historien fortsættes...... - snarest ;-))